H.C. Andersen rejste med hjuldamperen Götheborg til Trollhättan i sommeren 1849 , under sin anden længere rejse til Sverige. For at opleve Sveriges landskaber, byer og teknologiske fremskridt, hvilket inspirerede hans rejseberetninger i I Sverrig (udgivet 1851).

Baggrund:

Götheborg var en af ​​de tidlige hjuldampere, der trafikerede ruten mellem Göteborg og Trollhättan. Rejsen foregik via Göta älv og var på det tidspunkt en moderne og komfortabel transportform sammenlignet med hest og vogn på landevejen.

Selv før Göta kanal var helt færdigbygget, var ruten Göteborg–Trollhättan en vigtig forbindelse for den indre trafik. Trollhättans vandfald og sluser havde længe fascineret både ingeniører og rejsende, og et besøg der blev betragtet som en slags attraktion.

Andersen var nysgerrig på Sveriges natur og kultur – og på landets teknologiske udvikling. Turen til Göteborg gav mulighed for at beskrive det storslåede flodlandskab, der afspejles i ingeniørkunsten. Selvom livet ombord på et skib var fyldt med rejsende fra forskellige samfundslag.

I I Sverrig beretter Andersen om sine indtryk fra rejsen. Han beskriver blandt andet samspillet mellem den rolige flodrejse, industriens støj i Trollhättan og folks hverdagsliv langs kysterne.

Fortællerens historie

”Vi landede ved den første sluse og stod som i en engelsk have; de ​​brede passager er brolagt med grus og hæver sig i korte terrasser mellem det solbeskinnede grønne; her er det venligt, smukt, men slet ikke imponerende; hvis man derimod vil imponeres på denne måde, så må man gå lidt højere op til de ældre sluser, som er dybe og smalle, blæst gennem den hårde klippe.”

”Det ser storslået ud, og vandet bruser til skum dybt nede i den sorte bund. Heroppe ser man ud over dalen og floden; flodbredden på den anden side rejser sig i grønne, bølgende bakker, grupperet med løvfældende træer og rødmalede træhuse, som er kantet af klipper og granskov.”

Gennem sluserne stiger dampskibe og sejlskibe, vandet selv er den tjenende ånd, der skal bære dem op over bjerget; fra skoven summer, brøler og laver det lyde. Trollhätta-vandfaldets brøl blander sig med støjen fra dampmøllerne og smedjerne.

”Om tre timer er vi gennem sluserne,” sagde kaptajnen, ”på det tidspunkt burde du kunne se vandfaldene. Jeg mødes med dig igen på kroen deroppe.”

Rag Boys

Vi gik langs stien gennem skoven, en hel flok barhovedede drenge omringede os, alle sammen ville de være vores ledere; den ene råbte til den anden, hver gav sin egen modstridende forklaring på, hvor højt vandet var, og hvor højt det ikke holdt, eller kunne holde; også her var der stor uenighed blandt de lærde.

Og snart stoppede vi på en lyngrød klippe, en svimlende terrasse; foran os, dybt nedenunder, det brusende vand: Helvedesfaldet, og over dette igen, fald for fald, den rige, rigstrømmende flod, udløbet af Sveriges største sø. – Hvilket syn, hvilken byge, ovenover, nedenunder! det er som bølgerne i et hav, men et hav af skummende champagne, af kogende mælk; Øverst plasker to klipper, så vandtågen stiger op som engtåge, nedenunder er vandet mere koncentreret, bruser igen, skyder frem og går tilbage i en cirkel som tyndt vand, og så vælter det i det helvedesfald sit lange, havtunge fald. – Hvilket orkanvejr i dybet, hvilket syn! man har ingen ord!

Og vores skrigende små guider var heller ikke begejstrede her, de stod tavse, og da de begyndte igen med forklaringer og historier, kom de ikke langt, for en gammel herre, ham havde ingen af ​​os bemærket før, men han var nu iblandt os, gennemsyret på en anden måde af sin mærkeligt klingende stemme; han kendte oplysninger om stedet og om gamle dage, som om de havde været i går.

Et eventyr

„Her på Klippeøerne,“ sagde han, „var det i hedensk tid, som de kaldes, at jætterne afgjorde deres strid. Jætten Stærkodder boede i denne egn og holdt af den smukke pige Ogn Alfafoster, men hun holdt mere af Hergrimer, og så blev han udfordret til kamp af Stærkodder her ved vandfaldet og fandt sin død, men Ogn sprang op, tog hendes brudgom’s blodige sværd og stak det i hjertet; Stærkodder fik hende ikke. Så gik der hundrede år og yderligere hundrede år igen, skoven var så tæt og tæt, ulve og bjørne vandrede her, sommer og vinter; onde røvere strejfede omkring, ingen kunne finde deres skjulested; det var alt; ved vandfaldet uden for Top-øen, på den norske side, var deres hule, nu er den styrtet sammen. – Klippen ovenover –!”

”Ja, Skrædderklippen!” råbte alle drengene, ”den styrtede sammen i 1755.”

”Kras!” sagde manden, som om han var overrasket over, at nogen andre end ham selv kunne vide det. ”Alt styrter sammen på én gang, og skrædderen med det samme. Røverne havde sat ham op på klippen og krævet, at hvis han ville af med dem, skulle hans løsesum være, at han hurtigt skulle sy et tøj deroppe; og han prøvede at gøre det, men ved det første sting, da han trak tråden ud, besvimede han i det brusende vand; og derfor fik klippen navnet Skrædderens klippe.”

En dag fangede røverne en ung pige, hun forrådte dem; hun tændte et bål i hulen der, røgen var synlig, hulen blev fundet, og røverne blev fanget og dræbt; Tyveri kaldes udenfor, og der, nede under vandet, er en anden hule, floden bruser derind og koger tilbage; Du kan se den heroppe, du kan høre den, men du kan høre den bedre under minearbejderloftet!

Øverste ø

Og vi fortsatte, langs vandfaldene, mod Topøen, altid ad særlige passager dækket med sugekopper til Polhems Slussen, en sprængning i klippen til det første planlagte slusearbejde, som ikke blev færdiggjort, men hvor kunsten derved har skabt det mest imponerende af alle Trollhøttens vandfald; lodret ned i det sorte dyb de brusende vandfald.

Bjergsiden her er forbundet med Topøen af ​​en let jernbro, der synes at være kastet over afgrunden; man går på det gyngende gulv over det brusende, knusende vand, og står så på den lille klippeø, mellem fyr og gran, som skyder ud af sprækkerne; foran os slår og bryder et havs bølger mod den kampesten, hvor vi står, overstrøet med den fine, evige regn; på hver side flyver strømmen, som skudt fra en kæmpe kanon, og bryder ind efterår for efterår; Vi ser ud over dem alle, og fyldes af den harmoniske summen, altid den samme, gennem årtusinderne.

Tegneserieskaberens troll

”Kan ingen nogensinde komme over til den ø?” spurgte en af ​​vores selskab og pegede på den større ø oven over de øvre vandfald. ”Jeg kender én,” sagde den gamle mand og nikkede med sit eget smil.

”Jo, min bedstefar kunne,” sagde den ældste af drengene, ”men ellers kommer der næsten ingen hvert hundrede år. Korset, der er rejst derovre, blev rejst af min bedstefar. Det havde været en hård vinter, hele Wien var frossen, isen blokerede udløbet, og så var bunden tør i mange timer, bedstefar fortalte mig om det, han gik over med to andre, satte mærket op og kom tilbage; men så revnede det så forfærdeligt, som om det var kanoner, isen brød, og floden fossede over engen og skoven. Hvert ord, jeg siger, er sandt.”

En af de Rejsende citerede Tegnérs:
”Vilde Göta faldt fra bjergene,
Frygtelige trolden fra sin top faldt rådnet!
Men Geniet kom og sprængte Skråningen stod,
Med skibet i sit kølvand!”

”Stakkels trold,” fortsatte han, ”det vil ødelægge din magt og ære! Menneskeånder flyver over dig, du kan lære af det.”

Den snakkesalige gamle mand skar en grimasse og mumlede noget for sig selv – – men vi var lige ved broen uden for kroen, dampskibet gled hen ad den åbne vej, alle skyndte sig ombord, og snart susede det ned ad floden over vandfaldene, som om det slet ikke var der.

”Og det kan lade sig gøre!” spurgte den gamle mand. Han vidste intet om dampskibe, havde aldrig set et lignende før, og derfor var han nu oppe, nu nede; nu stod han ved maskineriet og stirrede ned på hele forsamlingen, som om han talte søm og skruer, nu var han højt oppe i styrehusene eller halvvejs over rælingen. Kanalen forekom ham noget helt nyt, kortet over den og rejsebøgerne var helt fremmede for ham, han vendte dem, han vendte dem, jeg tror ikke, han kunne læse. Men han kendte nyheder fra egnen, det vil sige nyheder fra gamle dage.

---

/ Af Ingemar Lindmark